Historie

Den spæde start
I slutningen af 1980erne var der en del snak blandt missionærbørn, der mødtes til missionselskabernes årlige sammenkomster om, at der manglede et forum for missionærbørn. Snakken og idéerne ulmede i baggrunden og der blev flere gange foreslået, at der blev dannet en slags forening for disse. Forslagene mødtes med positiv respons fra TCK’ere, og dette førte til at fire unge missionærbørn i 1991/92 endelig tog initiativ til oprettelsen af en forening for børn og unge med en opvækst i et fremmed land. I november 1992 afholdt foreningen dens første lejr og generalforsamling, hvor dens vedtægter blev godkendt. Hermed fødtes foreningen MK-Denmark (Missionary Kids – Denmark). Senere skiftede foreningen navn til det nuværende DUO.

Foreningens start bragte en del begejstring hos flere medarbejdere ved missionsselskaber, bl.a. hos nogle, der selv var forældre til TCKere, eller som havde været reserveforældre på en kostskole. Der blev skrevet en del breve og artikler for dels at gøre opmærksom på foreningens start, og dels at argumentere for foreningens berettigelse. Dette bidrog også til at medierne begyndte at fatte interesse for sagen, som også bidrog til at gøre DUO og TCK-problematikken mere kendt. Samtidig var der en voksende international erkendelse af problematikken, DUO fik en del viden gennem professionel research hovedsageligt fra England og USA, og selv her i Danmark begyndte professionelle at få øjnene op for problematikken. Der var bl.a. nogle terapeuter og pædagoger der skrev opgaver, som omhandlede TCKere/nutidsnomader/ børn og kulturschock o.l.

Den voksende interesse for DUO medførte, at bestyrelsen i 94/95 nedsatte forskellige arbejdsgrupper, bl.a. et redaktionsudvalg til at varetage det kvartårlige blad vi har udgivet siden starten, og et lejrudvalg der planlægger DUOs årlige lejr. DUO har også et par gange afholdt en årlig Inspirationsweekend for de aktive frivillige, hvor arbejdet, visioner og målsætninger blev drøftet. Samtidig med at interessen og dermed arbejdsbyrden voksede, voksede visionen også.